I flere universiteter benyttes navneskilte, når nye folk må præsenteres for hinaden…

Jeg opfrisker perfekt min splinternye uge som udvekslingsstudent i Ungarn. Jeg var akkurat landet, & alting var stadig uprøvet & fremmedartet. En af de efterfølgende dage skulle jeg opstarte timer. Jeg er af den holdning, at dét er absolut bemærkelsesværdigt, at folk i flere kontekster anvender navneskilte, når ukendte folk skal præsenteres for hinanden. Tydeligvis tror vi, at navneskilte er ekstrem uovertrufne til de førnævnte ærinde! Så sidder de studerende på rad og række & konstruerer navneskilte på samme vis, som alle udførte da de startede i folkeskolen… Det interessante er, at det fra en længere distance er meget vanskeligt at tyde navnet, som står på de pågældende navneskilte. Men dét intimiderer os bemærkelsesvis ikke fra at tro, at navneskilte er en virkelig brugbar idé, i nogle kontekster dog kun! For på en dag på jobbet spankulerer mennesker jo netop for eksempel ej rundt omkring med navneskilte på sommerjakken! De fleste kan vel slutte, at dét gentagne gange benyttes i situationer med små drenge og piger. Forældre hækler navneskilte i børns jakker, for at konsolidere, at tøjet ej bliver over alle bjerge, eller at et andet barn tror, at dét er deres. Og navneskilte var i hvert fald altafgørende i min barndom, for jeg smed tit mit tøj væk.

Lige nu vil jeg dreje opmærksomheden bagud til mit liv som udvekslingsstudent, hvor de studerende fik færdiggjort de navneskilte. Alle eleverne opstillede de føromtalte navneskilte fint op, sådan at underviseren var i stand til at tyde navneskiltene. Men som tidligere nævnt er det svært langt væk fra at læse navneskilte, så det tilendebragte jo ikke desto mindre med, at de navneskilte ik blev anvendt. Som en alternativ løsning ytrede de studerende bare sit fornavn, før vi udtalte den fagmæssige forsvarstale. Og før de næsten kom op fløj de navneskilte ud af vinduet! Men jeg attrår nu navneskilte, for navneskiltene vil til evig tid påminde mig om mit ophold…